Et tilbageblik på året viser, at det har været det største udviklingsår i Helps 19 år lange historie, hvor bureauet har investeret i en langsigtet strategi med henblik på at udvikle bureauet til fortsat at stå stærkt og tættere på kunderne i fremtiden.
Help leverer i 2023 en omsætning på 31,9 mio. og et resultat på året på 10,7 mio. kr., hvilket vækker tilfredshed hos ledelsen på bureauet.
”Vi er tilfredse med at lande et resultat over 10 mio. kr., men vi er rigtige glade for at se en positiv udvikling på alle vores vækstkurver. For os tæller økonomi nemlig kun en tredjedel, når vi måler på bureauets samlede succes. Ligeså vigtigt har det været at prioritere bureauets udvikling og trivslen på arbejdspladsen, hvor vi især har set et stort løft i 2023,” siger Charlotte Correll, partner i Help.
Help har i 2023 investeret i en ny strategi, der skal udvikle bureauet til fortsat at stå stærkt i et mediemarked under forandring. Det har betydet, at to nye forretningsben er udviklet. Det ene inden for kreative koncepter, events og influencer marketing, og det andet med fokus på udvikling af digital content, herunder video, grafik og SoMe-eksekvering.
Samtidig har Help som led implementeringen af strategien udviklet ny identitet, ny hjemmeside og skiftet navn til det mere mundrette Help – tidligere Help PR og Kommunikation.
”2023 har virkelig været et udviklingsår for Help. Vi har en ambition om at være bureauet, der tager hybriden mellem traditionel PR og traditionel marketing. Vi vil skabe relevant kommunikation med den gode storytelling, der møder modtageren på deres præmisser. Det har vi haft stort fokus på, og det har krævet både tid og ressourcer, blandt andet til at opbygge nye forretningsenheder, hvor vi også har investeret i specialistkompetencer,” siger Mikkel Luplau Schmidt og tilføjer:
”Det har krævet hårdt arbejde hos alle Helpere, som har været utrolig seje til at tilpasse sig vores udvikling og bidrage til at skabe Help 2.0.”
Hos Help er troen, at de gode resultater og leverancer for kunderne kommer som følge af medarbejdere, der trives og har plads til at være hele mennesker på og udenfor arbejdspladsen.
"Du kan ikke drive en high performance kommunikationsvirksomhed, hvis ikke medarbejderne trives. Og trivsel handler ikke kun om baristakaffe, bordtennis og søde kolleger, men i høj grad også om fleksibilitet til at prioritere privatlivet. Det har vi arbejdet hårdt på i 2023. Derfor er det også et fokus, vi har taget med ind i 2024,” siger Charlotte Correll.