1. Om os
  2. Services
  3. Cases
  4. Journal
  5. Karriere
  6. FREM
  7. Kontakt
  8. English

29. januar 2025

3 min

Tre FREM-talenter gør status

Hos Help sætter vi en dyd i at udvikle talenter. Vores praktikprogram FREM garanterer udvikling – både fagligt, personligt og socialt. Men kan vi virkelig leve op til det? Vores tre praktikanter i efteråret 2024, Johanne, Nanna og Emilie, gør her status på deres tid hos Help.

Hvad har overrasket dig mest ved at være i praktik hos Help? Johanne: Det har overrasket mig meget, hvor mange forskellige typer kommunikationsopgaver, jeg har arbejdet med for diverse kunder. Udover det faglige er Nanna, Emilie og jeg blevet ret skarpe (synes vi selv) til bordtennis i løbet af de seneste måneder.

Nanna: Det er helt klart, hvor fedt det er at se sit arbejde udkomme i medierne. Det giver mig et ekstra kick, især når det er om emner eller for kunder, hvor jeg føler, at mit arbejde er med til at gøre en forskel.

Emilie: Ikke to dage er ens. Jeg arbejder tæt sammen med kollegaerne og får lov til at tage ansvar for mange forskellige opgaver. Det kan være alt fra rapporter og eventplanlægning til at hjælpe med krisekommunikation og kundekontakt.

Hvilken faglig learning tager du med dig fra Help? Johanne: Jeg har fået et bredt overblik over medielandskabet, og hvordan man skriver et godt pitch til journalister. Det indebærer også, hvordan man lykkes med en pitch og har en god dialog med journalister i forhold til at give dem det materiale, de har brug for, for at kunne bringe en historie.

Nanna: Jeg tror, jeg har været i dialog med journalister hver uge i min praktikperiode, og jeg har fundet ud at, at jeg synes, det er virkelig sjovt. Jeg kan godt lide, at man skal være proaktiv og turde ringe op og forstå, hvad journalisterne har brug for til at gøre historien god.

Emilie: Det har været enormt lærerigt at se, hvordan kommunikation i forskellige formater kan være med til at skabe opmærksomhed og resultater for kunderne. Events kan skabe en fortælling gennem kreative greb, mens et interview i pressen giver mulighed for at gå i dybden med budskaberne.

Hvordan er hverdagen på kontoret? Johanne: De små ting betyder meget for at gøre hverdagen god. For eksempel er det altid rart at starte dagen på kontoret med en god kaffe fra barista-kaffemaskinen, før man går i kast med dagens opgaver.

Nanna: Jeg sætter mig ofte ved langbordet, fordi jeg godt kan lide, at man har mulighed for at sparre med andre. Jeg kan rigtig godt lide, at der er musik på Soundboksen, så det ikke kun tasterne på computeren, du kan høre. Det giver en virkelig god stemning at have musik i baggrunden.

Emilie: Fuld af energi. Selvom der er fuld fleksibilitet hos Help, kan jeg personligt godt lide at komme ind på kontoret og være sammen med teamet - det gør hverdagen lidt sjovere. Læs om Helps praktikantprogram FREM her.