Hvad er de vildeste AI-cases, du er stødt på det sidste år? AI’s indtog i reklamebranchen fortsætter med at imponere mig. Et af de nyere eksempler er den meget omtalte Adidas reklamefilm, der ifølge historien blev skabt af en Reddit-bruger i løbet af en kaffepause – noget, der ville have krævet mange timer på gammeldags facon. Reklamefilmen gik hurtigt viralt, fordi den lignede en ægte Adidas-reklame.
Reklamen er et strålende, og for nogle skræmmende, eksempel på AI's evne til at transformere kreative industrier, hvor selv enkeltpersoner nu kan skabe enorme produktioner og samtidig gøre det hurtigere og billigere end nogensinde.
Hvad er dit råd til de kommunikatører, som ikke er kommet i gang med AI endnu? Det kan være en uoverskuelig opgave at sætte sig ind i og begynde at bruge AI i hverdagen. Rutinerne sidder hurtigt fast, og når man et par gange har forsøgt at prompte sig vejen til et brugbart tekstudkast fra ChatGPT uden held, er det nemt at forfalde til sine gamle arbejdsmønstre. Det gælder ikke kun for kommunikatører, men for alle medarbejdere i en virksomhed. Derfor; bliv ved med at prøve. Det er alle anstrengelserne værd, når man får sin første store succesoplevelse i brugen af AI og opdager, hvor meget tid der kan spares, og hvordan kvaliteten i flere tilfælde kan løftes ved korrekt brug.
Samtidig ser vi ind i en nær fremtid, hvor det fra de fleste arbejdspladsers ledelse på tværs af brancher bør være forventet, at en moderne kommunikatør både kan navigere i og rådgive om AI-landskabet med snilde. Hvis det ikke er motivationsfaktorer nok, så peger undersøgelser også på, at medarbejdere med stærke AI-kompetencer kan forvente større lønninger end dem uden.
Hvad tror du, at der kommer til at ske i 2024 på AI-fronten? AI vil i 2024 gå fra at være nice-to-have til need-to-have, så alle virksomheder skal forholde sig til det. I takt med at det går op for virksomheders ledelse, hvad AI kan bidrage med – ofte foranlediget af dygtige folk – vil det blive et afgørende strategisk fokus, ikke kun at implementere AI i hverdagens opgaver på tværs af afdelinger, men også at inkorporere AI i selve driften af virksomheden.
Jeg er også overbevist om, at vi vil se mere regulering på AI-området i 2024. AI Act er allerede landet på europæisk jord, da den hastige udvikling og integration af kunstig intelligens i forskellige brancher har sat ild til vigtige spørgsmål om etik, privatlivets fred og datasikkerhed. Det fordrer en mere omfattende lovgivningsmæssig ramme for at sikre ansvarlig brug og innovation inden for teknologien.
Hvad gør Help på AI-området? Flere eksperter omtaler AI som den største samfundsudvikling siden opfindelsen af elpæren. Ligesom mange andre, så vi hurtigt behovet for at fokusere intensivt på AI som led i at skærpe vores effektivitet. Derfor nedsatte vi sidste år en AI-afdeling, hvor vi siden da løbende har uddannet og inspireret internt. Det er afgørende, at alle medarbejdere både kan anvende forskellige AI-værktøjer på ansvarlig vis, men også kan rådgive kunder om AI på strategisk og operationelt plan.
I den interne uddannelse har vi derfor bl.a. fokuseret på prompt engineering – at formulere input der giver de ønskede output. Samtidig har compliance været et stort fokusområde for at værne om vores kunders data. Og så kan vi mærke en stigende efterspørgsel fra vores kunder i generel rådgivning om brugen og implementeringen af AI til at optimere arbejdsgange, men også bredere ift. viden om hvad der er op og ned i hele AI-debatten. Vi ser derfor også en stigende interesse for vores workshop-forløb om AI.