Pressemeddelelsen! Den er dømt ude flere gange og flere steder. Men som den famøse kat med de ni liv, har den vist sig umulig at slå ihjel. Heldigvis!
Nogle kalder den støvet, men et af de klassiske redskaber i den kommunikative værktøjskasse lever stadig i bedste velgående. Af den helt simple årsag at den virker. For både afsender og modtager.
Jeg har siddet i modtagerenden på utallige pressemeddelelser. Og har nu efterhånden også sendt en god slat afsted. Og pressemeddelelsen har stadig en speciel status. Som redskab og virkemiddel - ja, vel nærmest som institution, hvis vi skal op på de store nagler.
Men som det er med mange institutioner, kræver pressemeddelelsen vedligehold. I forhold til at holde sig tidssvarende i en medieverden i udvikling. Men ikke mindst i forhold til at bibeholde og bevare den troværdighed og pondus, der fortsat er i ordet ‘pressemeddelelse’.
Lidt vidtløftigt sagt står de pressemeddelelser, vi i dag sender ud, på skuldrene af tusindvis og atter tusindvis af ‘forgængere’. Nogle af dem indeholdende skelsættende nyheder – andre skulle nok aldrig have været skrevet.
Der medfølger dermed også et ansvar. Et ansvar for ikke at undergrave pressemeddelelsens power. Særligt i dag hvor vi har så mange gode kanaler at fortælle vores historier på – alt behøver ikke blive til en pressemeddelelse.
Pressemeddelelsen er kun et af mange værktøjer i den kommunikative værktøjskasse. En værktøjskasse, der heldigvis bliver større og større. Med LinkedIn-opslag, anden SoMe-aktivitet, digital content og meget, meget mere.
Pressemeddelelsen kan nemt blive automatreaktionen. ‘Vi skal da skrive en pressemeddelelse’, er ord, jeg har hørt mange gange. Og ofte er den da også det rigtige greb til at løfte og udbrede en nyhed eller en historie.
Men i en ny medieverden er der så mange andre veje at gå, som i det specifikke tilfælde kan give mere mening. Det skarpe LinkedIn-opslag eller videoen, der folder historien ud med andre virkemidler.
Der sendes store mængder indhold af sted. Men ved at differentiere indpakningen, kommer vi langt. Vi udvikler os selv og kunderne og giver modtagerne - hvor end de er - forskellige former for indhold at forholde sig til. Og vi passer ikke mindst på de få kommunikative ‘institutioner’. Og på den pressemeddelelse, som bør have mange år og liv i sig endnu.
